Skam æder os op – også kropsskam

En af mine missioner er, at vi skal kunne tale om det, der er skamfuldt. Særligt når det kommer til krop og mad.

Og hvorfor nu det?

Jo, for skam lever allerbedst i mørket.

Og her kan det få lov til at regere over os med frygt og angst. Og så er vi fanget og kan ikke for alvor gøre noget ved vores udfordringer.

Vi tror måske, at en januar-slankekur kan hjælpe os, men den kradser kun i overfladen.

Vi kan ikke for alvor ændre det, vi ikke vil eje, det vi ikke vil være ved.

Men det, vi ikke vil være ved, vil ikke lade os være. Det var faktisk Jung, der sagde det.

Kropsskam

Kropsskam kan være frygten for at have en ‘forkert’ krop; for stor eller for lille forskellige steder. Det kan være den runde mave, håndtagene på siden, for lille en numse, for stor en numse, for store lår, for hængende hud. At gå med en fornemmelse af, at kroppen er forkert, ikke som den burde være, kan blive kilde til så meget selvkritik.

Vi kan dække kroppen med store bluser, gerne mørke farver, og vi suger måske konstant maven ind.

Fornemmelsen af, at kroppen ikke er, som den burde, kan give os et forhold til den, der indebærer, at den skal fixes.

Og så bliver maden lige pludselig meget vigtigt for, at vi kan føle os ‘rigtige’.

Maden i sig selv kan blive noget, der er ‘rigtigt’ og ‘forkert’, og vi kan få dårlig samvittighed over, når vi spiser på en anden måde, end vi gerne ville.

Og vi kan skælde os selv ud, udskamme os selv. Bede os selv om at tage os sammen – igen og igen.

Jeg føler mig mere og mere fri til også at bruge min egen personlige vandring med et lavt selvværd og kropsskam til at kunne være en, andre kan spejle sig i.

Og det har nok været den største vandring for mig, fordi ønsket om at fremstå som en, der altid har styr på tingene, har været en stor coping strategi hos mig. Men bag den strategi har der netop været en stor usikkerhed.

Og når jeg har skældt mig selv ud, har der altid været en afsender og en modtager

Afsenderen i mig har en forventning om, at kritik er motiverende for at lade være med fx at spise, motionere eller måske sige noget dumt. Jeg har erfaret, at afsenderen – min egen indre kritiker – faktisk prøver at hjælpe mig med ikke at blive afvist af andre.

Men i kritikken afviser jeg mig selv

For der er også en, der lytter til kritikken indeni. En lille sårbar sjæl, der kan blive noget så ked af det og føle sig afvist. Og som gerne har villet spise, for så forsvandt den ubehagelige fornemmelse.

Og hun har om nogen brug for min kærlige opmærksomhed.

På et tidspunkt lærte hun, at det var farligt at være overvægtig, at sige kiksede ting, at blive afvist af andre.

Mange af os har disse historier – hvor noget ift. vores væremåde, vores krop eller maden er blevet skamfuldt. På den større eller mindre skala. Og vi kan i dag lade os styre ubevidst af det.

Og jeg vil inspirere til mere forståelse for os selv, mere nænsomhed og en mere kærlig tilgang til os selv.

Vi skal lære at tale pænere til vores krop, og vi skal lære at nære både vores krop og vores sjæl – også gennem maden

For først her kan vi for alvor slippe ind i et mere eller mindre anstrengt forhold til maden, vores krop og vores vægt.

Du behøver ikke at skulle elske din krop 

Det er en utopi at tro, at vi kan gå fra at hade vores krop til at elske vores krop.

Men ønsker vi at slippe ind i forstyrret spisning, der har rod i, at vi føler, vores krop er forkert, kan vi træde nogle skridt.

Vi kan starte med at begynde at acceptere vores krop 

Det betyder ikke at lade stå til og ikke at ville gøre noget (dette er faktisk en af de hyppigste misforståelser, jeg møder i min klinik).

Det betyder, at vores krop nu engang er, som den er. Med strækmærker efter graviditeter, hængebabser, appelsinhud og fedtlag. Det er sådan, den ser ud. Lige nu.

Og må du godt – lige her og nu – begynde at respektere din krop?

Altså begynde at lytte til den? Hvordan den har det? Hvad den fortæller dig? Hvad den (og dermed du) har brug for?

Hvad har din krop brug for?

Hvis den er træt, har du brug for hvile.

Hvis den er stresset, har du brug for ro.

Hvis den har uro, har du brug for omsorg. Måske at arbejde med dig selv og din historie.

Hvis den er sulten, har du brug for mad.

Hvis den har smerter, har den brug for, at du lytter.

Det er, når vi overhører kroppen, at vi kommer ud på et sidespor. Og her har mange af os levet det meste af vores liv – ude af kontakten og med en fornemmelse af, at kroppen var en beholder, der skulle ændres. Men den krop vil INTET andet end at arbejde for os. Og den accepterer, når vi driver rovdrift på den, og den passer på vores system, når vi overloader den for meget. Så lukker den ned med fx stress. 

Den arbejder ALTID for os – så hvornår må du begynde at arbejde MED den? 

Når du begynder dét arbejde, kan du også begynde at slippe ind i, at vægttab før alt andet er det vigtigste. Målet kan istedet blive at begynde at nære dig selv. Og ære dig selv.

For det fortjener du ❤️