Jeg fortalte i del 5 af 6 om, hvordan jeg tager et break og går på opdagelse i det, der sker indeni mig.
Jeg går på opdagelse i mine tanker, følelser og kropsfornemmelser. Og når jeg har fundet mere ro og klarhed, så kan det være, at jeg har brug for at handle på noget. Nogle gange er det at gå en tur nok, men hvis det har vist sig, at jeg har nogle svære følelser eller tankemylder, der ikke bare passerer ved lidt nærvær og nysgerrighed, eller hvis der er situationer, der går mig på, eller en krop der siger fra med træthed, angst, hovedpine eller meget træthed, er der brug for, at jeg handler på noget.
eksempler på at handle på det, du har brug for
Det kan handle om:
- At rumme de følelser jeg har helt fysisk. Altså rumme det kropslige respons af dem og anerkende og acceptere dem. Her benytter jeg selfcompassion en del, og jeg har fået lov til at oversætte en del af Dr. Kristin Neffs meditationer i selfcompassion (Hun er amerikansk psykolog og forsker). De ligger alle sammen inde i mit online univers Mindsight og dem kan jeg selv finde på at lytte til.
- Jeg kan bruge en del krudt på at finde ud af, hvordan jeg kan sætte tempoet ned i mit liv, ændre omstændigheder, arrangementer, rutiner i mit liv, så der bliver plads til mig i det. Dette var noget, jeg ikke turde tidligere, for mit arbejde, mine aftaler, mine forpligtelser var altid vigtigere end at tage mig af mig selv.
- Jeg kan bruge krudt på at finde ud af, hvilke grænser jeg har brug for at sætte. Og så accepterer jeg i højere grad, at det koster mig energi at sætte grænser, fordi jeg stadig har tendenser fra det at være en pleaser. Jeg vil ikke gøre andre kede af det, og jeg er bange for, de afviser mig. Så derfor skal jeg igen og igen mærke ind i, hvad JEG har brug for – og ikke nødvendigvis de andre, som er det, jeg af natur mærker mest.
- Jeg kan bruge energi på at finde ud af, hvordan jeg skal sige undskyld. Det er for mig en proces, hvor jeg først skal være der for mig selv, når jeg føler skam over at have gjort noget, der har såret en anden, og dernæst hvordan jeg kan håndtere det bedst muligt – både for den anden og mig selv. Og når jeg håndterer konflikter herfra, bliver dialogerne altid meget hjertelige og kærlige og med fokus på forsoning.
- Jeg kan lave spirituelle processer, hvor jeg inddrager det, der er større end mig, som en kæmpe ressource. Både til at få vist min værdi, når jeg ikke selv kan se den, og til at se hvordan jeg på en sund og givende måde for både mig selv og andre skal bringe mine evner i spil. I starten brugte jeg min spiritualitet til at finde mit WHY, altså hvorfor jeg er sat i verden – hvad er det, jeg meningsfuldt skal bidrage med, fordi jeg oplevede forvirring og meningsløshed. Følte jeg var på den forkerte hylde. I dag er jeg på den rigtige hylde, og det handler mere om at være på det rette spor og lade mig guide af mine egne værdier om, hvad der er sandt og godt. Hvad mit næste skridt er, der skaber værdi for mig selv og andre med netop det, jeg kan.
- Jeg arbejder kontinuerligt med mine tanker og mine tankemønstre. For har man først haft en del negative tanker om sig selv, og har de været der længe, inden man begynder at arbejde med dem, så vil de fortsat kunne dukke op. Men de kan fylde mindre, og engang imellem tager jeg runder med dem. Altså ser på dem og håndterer dem. Fylder mig selv op med støttende og kærlige overbevisninger.
Eksempler på støttende sætninger for mig kan være
’Alt i mig er okay, og jeg er elsket’
’Ting sker af en grund, og der er altid en mening og en vej’
’Jeg er skabt til at kunne håndtere netop dette’
’Andre har deres reaktioner, og jeg har mine – vi er to forskellige mennesker og det er okay’
Her er det vigtigt at forstå, at tanker/tankemønstre/overbevisninger også har et sæt af følelser påhæftet og et kropsligt aftryk.
Så hvis jeg fx har meget uro i kroppen, handler det enten om noget i det ydre, der har gjort mig utryg, eller noget indeni mig, jeg er kommet til at tænke og tro på.
Fx at jeg ikke må mærke mig selv, at jeg ikke gør det godt nok, at andre dømmer mig langt mere, end de gør osv.
For faktum er jo, at andre i den her sammenhæng faktisk er overraskende ligeglade med mig – i hvert fald ift. hvor meget jeg tror, de tænker over, hvad jeg siger og gør. Men det skal den usikre del af mig huskes på.
Er livet blevet nemmere?
Det vil altså sige, at livet ikke nødvendigvis er blevet nemmere, bare fordi jeg ikke tænker over mad og kure hele tiden.
Men jeg årsagsbehandler på daglig basis, fordi jeg søger indad og tager mig af mig selv.
I hvert fald alt det, jeg kan og orker på dagen.
Og når man som jeg har været langt væk fra mig selv, så kræver det kontinuerlig øvelse for, at jeg ikke smutter væk fra mig selv igen. Og når jeg smutter, bruger jeg tid på at hente mig selv tilbage igen.
Og så træffer jeg helt anderledes beslutninger i mit liv, end jeg gjorde tidligere, fordi jeg har mig selv meget mere med i det. Det turde jeg ikke før – og jeg vidste ikke hvordan heller, fordi det var så vigtigt for mig at gøre, hvad der forventedes.
Men det var en del af det forstyrrede. At jeg lod mig guide så meget af noget udefra og bypassede mig selv så meget. Og var så hård ved mig selv.
Mit liv idag – accept
Så i dag har jeg turdet at ændre mit arbejdsliv, så jeg arbejder mindre end før. Jeg har forladt akademiker verdenen, som jeg ellers følte, jeg burde være i, fordi jeg jo var ‘den kloge pige’ i gymnasiet og på studiet.
Jeg har accepteret, hvor meget jeg bare elsker at arbejde med mennesker og bevæge mig, at jeg skal bruge det til noget i min virksomhed, at jeg både elsker og er god til at lave mad, at jeg skal have mange pauser i mit arbejdsliv (hvilket er en af grundene til, at jeg er blevet selvstændig).
Hvilket også er genialt, når jeg har et barn med særlige behov.
Jeg har accepteret, at jeg lever med en del smerter, da jeg lever med senfølger efter en hjernerystelse.
Jeg har accepteret, at jeg er særligt sensitiv og har haft angst som følgesvend en stor del af mit liv. Og at jeg tit rammes dybere af ting end mennesker omkring mig. Jeg mærker alt meget kraftigt.
Jeg har accepteret, at jeg har brug for at tale om tingene – særligt alle de usagte ting som jeg alligevel fornemmer. Og at jeg har brug for at omgås mennesker, hvor det er muligt med denne form for ærlighed.
Og jeg orker ikke længere drama og uærlige mennesker. Eller for mange facader. Det er energidrænende på mig og jeg mærker altid alt det usagte og det bagved facaden – alle dybderne, nuancerne og folks reelle bevæggrunde alligevel.
Og sådan navigerer jeg nu mere autentisk og ærligt i mit liv, skaber plads og rum, nydelse, nærvær, sårbarhed og livskvalitet.
Og ærligt; jeg elsker det og vil ikke undvære den dybde og ærlighed, jeg har i mit liv idag.
Her. På den anden side af min spiseforstyrrelse