Livet efter forstyrret spisning del 2 af 6 – mig selv som eksempel

Jeg fortalte i del 1 af 6 om, hvordan maden kan blive en arena, når andet i livet er svært. Og her vil du høre om, hvad jeg selv har kæmpet med. Jeg vil også komme ind på, hvad der kan ligge bag, at nogle af os kæmper med maden.

Jeg har i mine teenageår og 20’ere kæmpet med overspisning og kompensatorisk adfærd gennem motion og også forsøgt opkastning i mine teenageår (du kan læse mere omkring dette her)

Jeg har, uden jeg vidste det dengang, haft angst og også depressive symptomer. Jeg har kæmpet med et lavt selvværd og en fornemmelse af, at både jeg og min krop var forkert. Men udadtil havde jeg styr på alt, var god i skolen, var god til sport og jeg lavede en masse frivilligt arbejde.

Jeg vidste dog ikke, at jeg kæmpede med disse ting – det var blot vigtigt for mig at opføre mig ’rigtigt’, at se ’rigtig’ ud, at spise ’rigtigt’, at motionere ’rigtigt’ og at være ’rigtig’.

For ellers blev det farligt at være mig. Jeg var bange for at blive afvist, gjort til grin, holdt udenfor, valgt fra.

Jeg var med andre ord ret ydrestyret og meget sårbar overfor, hvad andre tænkte om mig – og jeg var rigtig god til at tilpasse mig.

Det tog tid at forstå mig selv

Jeg har gennem mange års terapi, en psykoterapeut uddannelse og en kontinuerlig faglig interesse for spiseforstyrrelser brugt meget krudt på at forstå mig selv – at finde op og ned på det hele. Forstå hvad maden, motionen, selvkritikken og skammen var et symptom på.

Især fordi jeg midt i det hele også fik en hjernerystelse, jeg ikke kunne komme mig over, og det umuliggjorde den overpræstation, jeg ellers ubevidst brugte som livsstrategi.

Jeg troede, at årsagen til mine overspisninger var, at jeg var forkert, ikke havde selvdisciplin nok og bare skulle tage mig sammen.

Men da jeg begyndte at se både min forstyrrede spiseadfærd, min angst og min overpræstation som symptomer på noget dybere, kunne brodden af den massive skam, jeg bar rundt på, blødgøres.

Rigtig meget forstyrret spiseadfærd og spiseforstyrrelser handler nemlig efter min erfaring om skam. Og om angst.

Skam og angst

Skam forstår jeg som alt det, vi tænker, vi ikke må være og derfor skal bruge energi på at gemme væk. Så vi ikke bliver opdaget – og måske valgt fra, afvist, ekskluderet, set ned på, udstødt af fællesskabet. Skam er alt det i os selv, vi gør forkert, men som vi er alligevel (det, vi indenfor psykologien kalder skyggesider). Det er det lille barn indeni os, der har lært, hvad man IKKE skal gøre, hvordan man IKKE skal være, og derfor har lært at bruge en masse krudt på at gemme det væk. Men vi er jo det hele, og overarbejdet er en del af kimen til den forstyrrede adfærd.

Det kan være, vi ikke må være tykke, have en stor mave, være dovne, egoistiske, en der roder, den næst-bedste, en der siger noget kikset. Og så gør vi ubevidst en masse for at komme væk fra det.

Og derudover angst.

Angst forstået som den uro og ængstelighed, der opstår i kroppen, når vi skammer os, ikke føler vi må være os, føler at vi bliver opdaget om lidt, føler der er fare på færde, at vi kan blive opdaget eller skældt ud. Eller at vi fx skal overfaldes verbalt. Vores nervesystem der går i alertness og er på overarbejde.

Angst kan både sanses mildt og meget voldsomt, hvor det bliver deciderede angst anfald. Den milde grad kan fx være den ængstelighed, du oplever, når du sidder blandt andre og bliver meget opmærksom på, hvad de andre mon tænker om dig. Du vil måske opleve at blive nervøs, føle du har lidt mere flakkende øjne og blive i tvivl om, hvad du skal sige og gøre. Eller måske du begynder at iscenesætte dig selv for at beskytte dig selv, fx ved at være ekstra sjov, spørge ekstra ind til andre eller lignende. Men bagved ligger der en uro og usikkerhed.

Det kan også være uroen ved at skulle sige fra over for andre, for hvordan vil de mon reagere. Og så er det måske nemmere at lade være. Og her forlader du din egen grænse for ikke at opleve den ængstelighed, der vil dukke op, når grænsen sættes.

Stor angst kan fx være at være alene hjemme og begynde at rende rundt om dig selv. Hvis du mærker efter, mærker du måske ensomhed, tomhed og en stor knude i maven eller stor uro i brystet, men måske du blot registrerer stort ubehag indeni, som du må væk fra. Det kan fx ske via mad, der kortvarigt kan dulme den voldsomme uro, der kan dukke op.

Hvorfor reagerer nervesystemet overaktivt?

Det er ikke altid, man selv kan finde ud af, hvorfor nervesystemet reagerer så voldsomt, da det både kan have at gøre med her og nu oplevelser og dine tidligere erfaringer i livet. Hvis du har været udsat for fysiske eller psykiske overgreb, sidder det i dit nervesystem og kan give traumereaktioner, hvis du bliver utryg. 

Hvis du ikke har oplevet at have voksne, der har kunnet gøre dig tryg, når du havde brug for det, så kan du have fået en utryg tilknytning, hvor du ofte kan komme på overarbejde i relationer. Du kan fx som voksen være overdrevent opmærksom på, om folk nu bliver sure på dig, om de trækker sig fra dig, hvis du er dig selv eller om de kan rumme din vrede.

Dine erfaringer i livet har også givet dig de overbevisninger omkring dig selv og verden, du bærer rundt på.

De tanker, du har i løbet af en dag (vi har omkring 60.000 – og RIGTIG mange gengangere) kan altså være støttende for dig eller være med til at gøre dig usikker og utryg. Hæmmende overbevisninger, du kan have med, kan fx være, at du aldrig gør det godt nok, at folk ikke vil have dig, hvis du er tyk, at du er forkert, ikke god nok, kalder dig selv dum eller åndssvag, hvis du begår fejl osv. Og disse tanker giver dig bestemt ikke rare følelser indeni.

Hvis du ikke har lært at være med dig selv, din krop og dine følelser. Dine værdier og dine behov. Ja, hvad skal du så gøre af dem, når de dukker op?

Følelser har fx et meget fysisk aftryk (knude i maven, trykken for brystet, sammensnøret hals), og de fysiske fornemmelser kan kortvarigt lindres med mad – hvis du ikke tager hånd om dem på anden måde

(hos folk, der spiser for lidt, handler det ofte om, at sulten er en form for kontrol, hvor du forsvinder fra dig selv og dine følelser, når du kan styre dit madindtag – det er en anden måde at forsvinde fra kroppen på. Men bestemt ikke en bedre eller nemmere strategi).

Det handler faktisk aldrig – som i aldrig – om, at du bare ikke har selvdisciplin nok, hvis du kæmper med maden. Der er altid en grund.

Del 3 handler om erkendelse og vejen ud.

Del 1 af 6

Del 3 af 6