Dadel-appelsin kugler
Disse lækre dadelkugler med appelsinsaft smager sødt og har en friskere smag end almindelige havregrynskugler. De er forholdsvis kalorieholdige, så vær opmærksom på mængden – 3 stk. er ca. 200 kcal. De har til gengæld et højt indhold af de sunde fedtsyrer og kostfibre.
Ingredienser
- 500 gram dadler uden sten
- 100 gram mandler
- 100 gram macadamianødder
- 1,5 øko appelsin skal og saft
- 1 dl havregryn
- 2 spsk kakaopulver uden sukker
- 2 spsk kokosmel
- 2 tsk kanel stødt
- 1 tsk vaniljekorn
Sådan gør du
- Stil havregrynene i blød i lidt kogt vand.
- Rist nødderne og hak dem fint med en stavblender eller i en foodprocessor. Tilsæt resten af ingredienserne, hold dog lidt appelsinsaft tilbage. Juster konsistensen ved at tilsætte mere appelsinsaft, hvis massen er for hård, eller tilsæt mere kokos/kakao/havregryn, hvis massen er for lind.
- Tril massen til kugler og rul disse i fx kakaopulver, kokos, lakridspulver eller finthakkede nødder.
- De kan holde i hvert fald 4 dage i køleskab.
Noter
Nødderne kan udskiftes med andre nødder, fx hasselnødder eller pecannødder, og krydderierne kan udskiftes med fx lakridspulver, kardemomme, ingefær, chili eller revet skal af citron, lime eller appelsin.